|
 |
I dette særnummer af Nyt om folkeskolens prøver kan du læse de vigtigste ændringer i folkeskolens prøver fra skoleåret 2025/2026.
Den 1. august træder en ny bekendtgørelse om folkeskolens prøver (prøvebekendtgørelsen) i kraft. I bekendtgørelsen er der både ændringer, som udspringer af aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram, og øvrige ændringer, hvor det er vurderet, at der var et stort behov for at foretage præciseringer og tilføjelser på kort sigt.
Bemærk, at de oplistede ændringer i dette nyhedsbrev ikke er udtømmende. Ønsker du at få det fulde overblik over de foretagne ændringer og læse høringssvar og høringsbrev fra den offentlige høring, kan du finde det her: Høringsdetaljer - Høringsportalen.
God læselyst.
|
|
|
|
 |
|
|
Ny prøvestruktur med færre prøver i 9. klasse
|
Fra det kommende skoleår vil der ikke længere være en prøve i idræt og skriftlige prøver i engelsk, tysk, fransk, fysik/kemi, biologi og geografi i 9. klasse.
Der vil desuden kun være én prøve til udtræk i 9. klasse, da de resterende prøvefag sammenlægges til én udtræksblok. Prøven i mundtlig engelsk overgår også fra at være en bunden prøve til at være en udtræksprøve.
Med den nye prøvestruktur sker også en række afledte ændringer:
- Det vil ikke længere være muligt at aflægge frivillig prøve i skriftlig tysk og fransk i 9. klasse.
- Det vil ikke længere være muligt at forbedre sit resultat i mundtlig engelsk på 10. klassetrin, da prøven i mundtlig engelsk i 9. klasse ikke længere er bunden.
|
|
|
|
|
 |
|
Syge- og omprøver i vinterterminen 2025/2026
|
Den nye bekendtgørelse indeholder en overgangsbestemmelse, som indebærer, at elever, der skal aflægge en prøve, som de før den 1. august 2025 har været forhindret i at aflægge, skal aflægge prøven efter de regler, der var gældende, da eleven modtog undervisning i det pågældende fag. Overgangsbestemmelsen giver derfor mulighed for, at udtræksprøver, som bortfalder fra skoleåret 2025/2026, kan aflægges som sygeprøve eller omprøve til og med prøveterminen december-januar 2025/2026.
Bemærk, at det i vinterterminen 2025/2026 vil være sidste gang, at styrelsen udbyder skriftlige 9.-klasseprøver i engelsk, tysk, fransk, fysik/kemi, biologi og geografi. Muligheden for aflæggelse af prøven i idræt som syge- eller omprøve gælder ligeledes til og med vinterterminen 2025/2026.
|
|
|
|
|
|
Ny mundtlig sygeprøvetermin efter vinterterminen
|
Som noget nyt bliver der indført en mundtlig sygeprøvetermin efter prøveterminen december-januar. Det betyder, at det fremover bliver muligt at afholde mundtlige sygeprøver umiddelbart efter semesterprøverne i vinterterminen, hvis der er elever, der er syge, udeblevet eller blevet bortvist under den mundtlige prøvetermin. Se den nye bestemmelse i § 20, stk. 3.
|
|
|
|
|
|
Folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære
|
Fra det kommende skoleår kan elever i 8. og 9. klasse vælge at komme i juniormesterlære. Elever i juniormesterlære afslutter 9. klasse med folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære.
Styrelsen har lavet en ny side på hjemmesiden, hvor du bl.a. kan læse mere om, hvilke prøver elever i juniormesterlære kan aflægge, og hvordan skolen skal forholde sig, hvis en elev framelder sig ordningen.
|
|
 |
|
Beviser og indberetning for elever i juniormesterlære
|
Med juniormesterlæreordningen indføres to nye bevistyper:
- Bevis for folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære (bestået bevis)
- 9.-klassebevis for elever i juniormesterlære (ikke-bestået bevis)
De to bevistyper kan findes i bekendtgørelsens bilag 3, pkt. 3 og 5. Som noget nyt skal skoler for elever i juniormesterlære også indberette oplysninger om gennemført afsluttende evalueringssamtale til Styrelsen for It og Læring (§ 64, stk. 2). Denne indberetning sker samtidigt med indberetning af prøvekarakterer.
|
|
|
|
|
|
Mulighed for at få en eventuel projektopgave på beviset
|
Fra det kommende skoleår afskaffes kravet om den obligatoriske projektopgave i 9. klasse. Hvis en skole lokalt beslutter, at eleverne på 9. klassetrin skal udarbejde en projektopgave, kan karakter og/eller skriftlig udtalelse for bedømmelse af en eventuel projektopgave fortsat fremgå på beviset efter elevens valg. Se prøvebekendtgørelsens bilag 3, pkt. 2.3, 3.3, 4.3 og 5.3.
|
|
 |
|
|
|
|
Standpunktskarakterer i fagområder uden prøve
|
Selvom udtræksprøven i idræt og de skriftlige udtræksprøver i engelsk, tysk, fransk, fysik/kemi, biologi og geografi i 9. klasse bortfalder fra det kommende skoleår, skal alle folkeskoler fortsat give og indberette standpunktskarakterer i disse fagområder i 8. og 9. klasse til Styrelsen for It og Læring.
|
|
|
|
|
|
Præcisering af regler om selvstændig besvarelse
|
Det betragtes som snyd, hvis en elev udgiver en andens arbejde for at være sit eget, herunder også en chatbots arbejde. I bekendtgørelsen præciseres det nu, at besvarelsen skal være elevens egen og selvstændige besvarelse. Såfremt hele eller dele af prøven afholdes som en gruppeprøve, skal besvarelsen, i det omfang dette følger af reglerne for prøven i bilag 1 eller bilag 2, være gruppens egen og selvstændige besvarelse. Se tilføjelsen i § 56, stk. 2.
|
|
 |
|
Præcisering af regler for lodtrækningsmuligheder
|
I bekendtgørelsens § 24, stk. 2 er det nu præciseret, at ved lodtrækning skal hver elev kunne vælge mellem mindst fire forskellige muligheder. Dette vil også blive præciseret i prøvevejledningerne i løbet af efteråret for de fag og prøver, hvor der ikke er fastsat særlige regler om udtræk i bekendtgørelsens bilag 1 og 2.
|
|
|
|
|
|
Fritagelse for aflæggelse af prøve i det praktiske/musiske valgfag i 8. klasse for sent ankomne elever
|
Det tilføjes, at skolens leder kan beslutte, at en elev, der er ankommet til Danmark efter det fyldte 13. år, fritages for at aflægge prøve i det praktiske/musiske valgfag på 8. klassetrin, hvis det vurderes, at prøveaflæggelse ikke anses for hensigtsmæssigt på grund af elevens utilstrækkelige danskkundskaber. Tilføjelsen fremgår af § 39, stk. 2.
|
|
|
|
|
|
Ikke længere indberetning af kontaktoplysninger på skoleleder og prøveansvarlige
|
Med TOPAS skal skolens leder ikke længere indberette kontaktoplysninger på sig selv og evt. den eller de prøvesvarlige. Indhentning af skolens kontaktoplysninger sker gennem institutionsregistret.
|
|
 |
|
Regler for opbevaring af oplysninger til brug for beviser
|
I bekendtgørelsen præciseres det, at skolen skal opbevare de oplysninger, der er nødvendige for at udstede beviser. Ophører en skole med at eksistere, eller kan den af anden årsag ikke opbevare dokumenterne, skal skolen sikre anden betryggende opbevaring efter de gældende regler herom. Tilføjelsen fremgår af § 62, stk. 3-4.
|
|
|
|
|
|
Særlige regler for prøver i dansk og matematik på skoler godkendt med samlet særligt undervisningstilbud
|
I den nye bekendtgørelse implementeres de bestemmelser, som følger af ændringen af lov om efterskoler og frie fagskoler i forbindelse med permanentgørelsen af forsøg med prøver i dansk og matematik på efterskoler og frie fagskoler godkendt med et samlet særligt undervisningstilbud (LOV nr. 383 af 28/03/2022). Se de nye bestemmelser i §§ 12, 13, 14, stk. 3, og 70.
|
|
|
|
|
 |
|
Konsekvensretning af hjemmeside og vejledninger i efteråret 2025
|
Efter sommerferien vil styrelsens hjemmeside blive konsekvensrettet efter de ændringer, der træder i kraft fra den 1. august 2025. Opdateringen sker løbende. I løbet af efteråret vil prøvevejledningerne, elevfolderen ”Når du skal til prøve” og vejledningen for særlige prøvevilkår og fritagelse for folkeskolens prøver også blive konsekvensrettet. Når de konsekvensrettede vejledninger er offentliggjort, vil I kunne læse om det i nyhedsbrevet.
|
|
|
|
|
Se tidligere udsendte nyhedsbreve på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.
|
|
|
|
|
|